Skip to content
Hays - Recruiting experts worldwide
  1. Jeg er
    Jeg er

Ny analyse:

Dansk arbejdsmarked ramt af mangel på kvalificerede medarbejdere

Der er langt mellem de danske medarbejderes kompetencer til arbejdsgivernes behov, og afstanden bliver stadigt større. Det viser en ny analyse af arbejdsmarkederne i 31 lande iværksat af Hays Specialist Recruitment.

Det bliver stadigt sværere at skaffe medarbejdere med de kompetencer, som de danske arbejdsgivere har brug for. Faktisk er problemet så stort, at det er den største udfordring for det danske arbejdsmarked lige nu.

Det viser analysen Hays Global Skills Index 2014, som er udarbejdet af den internationale rekrutteringsvirksomhed Hays i samarbejde med analyseinstituttet Oxford Economics.

Hays Global Skills Index tager hvert år temperaturen på arbejdsmarkederne i en række lande, heriblandt Danmark. En af konklusionerne i årets analyse er, at Danmark sammen med Italien og Polen er de lande, der har den største stigning i misforholdet mellem medarbejdernes kompetencer på arbejdsmarkedet og arbejdsgivernes behov – i analysen kaldet ”talent mismatch.”

I denne kategori får det danske arbejdsmarked bedømmelsen 7,5 på en skala fra nul til 10, hvor nul er bedst. Det har allerede nu konsekvenser på flere områder, lyder det fra Morten Andersen, business director i Hays Specialist Recruitment A/S.

”I Danmark uddanner vi folk, der ikke er behov for. Og dem, der er behov for, uddanner vi ikke nok af. Det giver ungdomsarbejdsløshed, og det betyder, at virksomhederne må tænke i andre baner for at udvikle sig fremadrettet,” siger han.

Morten Andersen tilføjer, at mange store, danske virksomheder udvider medarbejderstaben i deres udenlandske afdelinger frem for i Danmark som følge af manglen på kvalificeret arbejdskraft.

 

Mere målrettet uddannelse er løsningen

Den uhensigtsmæssige udvikling i forholdet mellem talent og behov hænger sammen med en anden opsigtsvækkende konklusion i analysen. I kategorien uddannelsesfleksibilitet scorer Danmark 6,4 ud af 10, og det indikerer, at det danske uddannelsessystem er for langsomt til at omstille sig til erhvervslivets behov for specialister.

Selvom uddannelsesinstitutioner og politikere bærer deres del af ansvaret, bør også erhvervslivet i højere grad tage skæbnen i egen hånd for at sikre, at der bliver uddannet tilstrækkeligt med specialister til fremtidens arbejdsmarked, lyder det fra Morten Andersen.

”Virksomheder og brancheorganisationer er nødt til at synliggøre sig over for de unge, så de unge vælger de uddannelser, der kan skaffe dem et job,” siger han og tilføjer, at manglen på kvalificeret arbejdskraft er størst inden for de teknisk tunge brancher som eksempelvis olie og gas.

 

|