Kontakt os
Her er du:
Freelancer er i et telefonmøde

Hvad du bør vide:
Bliv Freelancer

Er du en erfaren specialist, og vil du gerne arbejde på spændende og udfordrende projekter, have et mere fleksibelt arbejdsliv, og større autonomi over din privatøkonomi? Så er en tilværelse som freelancer (også ofte omtalt som soloselvstændig eller freelancekonsulent) måske det rette for dig. Især hvis du anser dig selv som værende en ekspert inden for områder som IT, Engineering, Økonomi, Ledelse, Life Sciences, Forretningsudvikling eller Salg – disse er områderne hvor vi oplever den største efterspørgsel på eksterne specialister, og hvor du især kan opleve fordele finansielt og professionelt ved at drive en freelanceforretning.

 

Fra fastansat til freelance

I Danmark er det svært at finde akkurate statistikker på antallet af freelancers, da de ofte bliver kombineret i en kategori der hedder ”atypisk” beskæftigelse – for eksempel freelancers, vikarer, ”kombinatører” som arbejder deltid i fast beskæftigelse og deltid som freelancer, og platformøkonomijobs. Alligevel indikerer alt, at freelancing er stigende. Og hovedårsagen: Friheden. Som freelancer kan du uafhængigt vælge dine egne projekter og administrere din egen tid.

Der er altså mange fordele ved at være soloselvstændig, men at gå freelance er en beslutning som bør tages på et oplyst grundlag – for det er ikke den rette beskæftigelsesform for alle. Herunder vil vi guide dig gennem nogle af de vigtigste ting, som du bør overveje på din vej til at blive freelancer.

Erfaring og ekspertise er et krav

Når virksomheder hyrer en ekstern konsulent, forventer rekrutteringskonsulenter og ansættelsesansvarlige en plug-and-play løsning, til en vis grad. Så på trods af, at faglig udvikling er en fordel ved at være freelancer, så er det ikke den rette løsning for nyuddannede, eller for dem som vil udforske nye områder og færdigheder. Du bør altså grundigt overvejer om du har kompetencerne til at blive konsulent; kan du arbejde selvstændigt inden for dit område, kan du tilbyde ekspertviden og ekspertise, og føler du dig tryg ved at trække på dit netværk for referencer, anbefalinger og støtte?

At drive sin egen forretning

Dette kan både anses som en positiv og en negativ faktor, afhængigt af hvordan du foretrækker at arbejde. Som freelancer bestemmer du selv hvilke virksomheder du vil arbejde for, hvor meget og hvor du vil arbejde, din timepris, og hvilken slags projekter du vil arbejde på. Det betyder også, at du er ansvarlig for at finde egne projekter og kunder – hvilket kan være både en udfordring og en spændende mulighed, baseret på dit netværk, industri og din tilgang – eller gåpåmod. Imidlertid, vil mange foretrække strukturen ved fast beskæftigelse, såvel som en fast indkomst og faste kolleger.

Din løn

At være freelancer kommer som regel med en større timeløn, da du ikke skal dele dit overskud med nogen. Men du er også selv ansvarlig for din bogføring (eller at betale nogen for at gøre det), perioder uden projekter, og din egen pensionsindbetaling, forsikring, feriepenge og løn under sygdom.

At balancere arbejds- og privatliv

Når du starter som freelancer, er det vigtigt at overvejer hvorvidt du foretrækker at arbejde ”on-site” (altså på virksomhedens kontor), hjemmefra eller en kombination – og vælg dine projekter ud fra dette. Det er svært at sige hvilket valg der vil gøre dig mest attraktiv overfor potentielle kunder, da nogen virksomheder vil foretrække konsulenter der udelukkende er til stede på kontoret, på lige fod med deres medarbejdere – omvendt vil dit udvalg af projekter være større, hvis du er villig til at rejse eller arbejde remote. Det er dog i høj grad afhængigt af din branche.

Til sidst, så virker det måske banalt, men hvis du arbejder meget hjemmefra, så kan det være en god idé at indføre nogle regler for dit hjemmearbejde. Måske foretrækker du at arbejde inden for en fast tidsramme, eller måske foretrækker du netop fleksibiliteten ved at kunne arbejde på forskellige tidspunkter på dagen – men sørg for, at der er specificerede tidspunkter på dagen hvor dine kunder kan komme i kontakt med dig, så du også altid har fritid der er fuldstændig uforstyrret.

Hos Hays har vi mange gode artikler om, hvordan du kan opretholde en god work-life balance og passe på dit mentale helbred. For det kan også til tider være ensomt at være selvstændig – en ting er, at for mange af os, så er vores kolleger en stor del af vores sociale omgangskreds; men hvis du ikke har nogen at dele op- og nedture med, kan det gøre din rejse mod at blive freelancer sværere. Ligegyldigt hvad dine omstændigheder er, så er det vigtigt at passe på dit mentale helbred i processen.

Hvis du læser de ovenstående punkter som en spændende mulighed, anbefaler vi at du læser det næste kapitel i vores freelance guide: en trin-for-trin guide til at blive freelancer. Denne inkluderer praktisk info, såsom hvordan du opretter en virksomhed og hvad du bør vide om din kontrakt, samt gode ressourcer til at finde dit første projekt, hvordan du betaler moms, osv.